Buejagt og kurser

Compoundbuen

Compoundbuen er den mest benyttede til buejagt. Den udmærker sig ved at være hurtig og træfsikker. Den er "teknisk" idet den har flere strenge/kabler og hjul - cams - i begge ender. Disse virker som en udveksling der gør at man kan trække og holde en bue med stor vægt i længere tid. Compoundbuen er indstillet til brugeren mht. træklængde, trækvægt mv.  Normalt er compoundbuen forsynet med et dobbelt sigtesystem der gør den meget nøjagtig. En compoundbue koster ca. 5000 kr og opefter.

Recurvebuen

Recurvebuen er længere og langsommere end en compoundbue. Den består typisk af et midterstykke og to ben der kan skilles fra hinanden, men den findes også som "one piece". I den yderste trediedel bøjer buebenene "modsat" - i skyderetningen. Heraf navnet. Buetypen blev udviklet fra langbuen af mongolerne. Dette for at finde en kortere buetype der nemmere lod sig skyde fra hesteryg. Recurven skydes enten med et enkelt sigte eller slet intet -  en barbue. En recurvebue koster ca. 2000 kr og opefter.

Langbuen

Langbuen er den ældste af buetyperne. I grundudgaven er den blot en stav der er spidset til i begge ender. Mere "moderne" typer har skåret håndgreb og er laminerede af forskellige træsorter og evt. glasfiber. Langbuen skyder kun omkring to trediedel så hurtigt som en compoundbue og egner sig derfor bedst til tunge pile. En langbue koster fra 1000 kr og opefter - men mange bygger dem selv.

Der kan tages buejagttegn til alle tre buetyper.

Der findes flere butikker i Danmark og endnu flere i udlandet, men det er bestemt tilrådeligt at købe en bue hos en forhandler hvor man kan komme og få hjælp til opsætning/indstilling og valg af udstyr i øvrigt. Når man så har lært om teknikken kan man bedre give sig i kast med køb fra internettet.

Foruden buen er der så alt det andet: Pile, sigte, kogger, jagttøj osv. osv. Det er altsammen noget som man skaffer sig i overensstemmelse med pengepung, interesse og smag.

Buejagttegn

For at tage buejagttegn skal man først og fremmest have almindeligt jagttegn. Man deltager herefter i et godkendt buejagtkursus. Efterfølgende kan man tilmelde sig prøven der består af en teoretisk og en praktisk del.

Den teoretiske del består af 20 spørgsmål hvoraf de 18 skal besvares korrekt.

Efterfølgende skal man have sin bue og pile kontrolleret for at se om udstyret opfylder kravene. F.eks. skal pilenes energi, når de er skudt fra bue, være over et vist mål. Der er flere forskellige andre krav som man lærer om til kurset.

Endelig er der den praktiske prøve hvor man skal skyde til 6 rådyrskiver på forskellig afstand og rammer man de 5 indenfor hjerte/lungeområdet har man bestået og får påført "Buejagt tilladt" på sit jagttegn. Prøveskiven er vist længere nede.

Det er Styrelsen for vand- og naturforvaltning der administrerer buejagttegn. Du kan læse mere om det på deres hjemmeside her: Styrelsen for vand- og naturforvaltning

Her til højre kan du se en lille film om hvordan prøven kan foregå.

Prøven gælder kun til den buetype man tager prøven med og skal fornyes hvert 5. år. 



Buejagtkursus hos SJBL

I 2023 holder SJBL kursus på følgende datoer:


5. marts + 12. marts



Kurserne forløber fra kl. 09:00 til ca. kl. 15:00. Man skal medbringe en indskudt bue og man forventes at kunne skyde med den. Kurset er ikke om bueskydning, generelt, men om.... buejagt ;-)


Da en del af kurset foregår udendørs, er det også en god idé at være påklædt til dét.


Kurset koster 525 kr og er inkl. rundstykker til morgenmad og grillpølser til frokost.


For tilmelding; skriv til buejagt@sjbl.dk



Buejagtprøveskiven

Bestået prøve betyder imidlertid ikke at man så bare kan "hvile på laurbærene", I forhold til riffel- og hagljægere har buejægere en meget lav anskydningsprocent og det skal den blive ved med at være. Sørg derfor for at øve så meget som muligt. Både for at blive endnu bedre - og simpelthen fordi det er sjovt!!

Træk og slip!!